Vi bliver lykkeligere med alderen
Hvordan kan det være, at vi alt for ofte sætter lighedtegn mellem sur og ældre? Ekstra Bladet har ligefrem gjort en dyd ud af det, og har et geled vrisne, gamle mænd, der brokker sig på stribe – og formentlig får honorar for det.
Som med mange andre rygmarvsreflekser st år de i diametral modsætning til virkeligheden. Modne mennesker er hverken sure og vrisne eller for den sags skyld ensomme og ulykkelige. Tværtimod.
De er temmelig lykkelige. Intet mindre. Forskning fra Stanford University, der er et af verdens mest anerkendte universiteter, viser, at livslykken bevæger sig i et U. Mens vi er børn og helt unge lever vi et liv i ubekymret glæde, hvorpå følelserne bliver tungere.
Når vi tager de første skridt ind i voksenlivet, begynder lykkekurven at bevæge sig nedad. Og det bliver den ved med. Faktisk er vi i gennemsnit mindst lykkelige, når vi er 46 – og en del skal op i begyndelsen af 50erne, før udviklingen vender. Men den bliver til gengæld ved med at bevæge sig i den rigtige retning.
Ældre lykke kommer indefra
Og lykkefølelsen skyldes – ifølge amerikanske forskere - ikke ydre faktorer, eller det faktum at mange, når de vender kurven, har flere penge til rådighed og sidder på toppen af deres karriere – eller at de har vænnet sig til et nyt liv, fordi børnene er blevet selvstændige og flyttet hjemmefra.
Lykken skyldes derimod deres adfærd. De opfører sig på en anden måde , der gør dem mindre ulykkelige og mere ”happy”. Ældre vælger deres kampe med omhu og er mere kvalificerede problemløsere, når de geråder ud i en konflikt. De har bedre styr på deres følelser, og accepterer i højere grad, at livet ikke er smertefrit. De har oplevet triste og ubehagelige ting før, og de ved, at man kan lære at leve med det – og de ved, at man ikke kan tilfredsstille alle på én gang.
Eller som den amerikanske psykologiprofessor, Laura Carstensen, der har beskæftiget sig meget med alder, siger: ”Ældre mennesker ved, at livet ikke varer evigt, og det gør dem bedre til at leve i nuet.” Selvfølgelig.
Og så er der den ekstra krølle på lykkebarometeret, at lykkelige mennesker er sundere, og deres sår heler hurtigere. Det gælder i hvert fald de fysiske, men mon ikke det også gælder de psykiske?